Hordaland Kunstsenter

Som arkivet, er det psykiske apparat ikke et monolitisk, ensartet sted for opbevaring men derimod en grænseflade mellem to forskellige sæt data, det ene tydeligt og genstand for observationer, det andet latent og kun synligt i det omfang, det usynligt er vævet sammen med det første sæt.[1]

Den amerikanske teoretiker Sven Spieker sammenligner arkivet med  psykoanalysens afdækning af den menneskelige psyke i bogen The Big Archive fra 2008. 

I ethvert arkiv er fortolkningen af genstandene således et vilkår, der åbner for adskillige muligheder. Dets konstruktion og sammensætning er fyldt med de latente betydninger, der opstår i sammenhængen og i den tilfældige sammenstilling af arkivets materiale. At søge i et arkiv er som at surfe på nettet. Den ene oplysning leder til den anden, og leder man i tilstrækkelig lang tid, opstår en betydningsrække, som kan danne grundlag for en yderligere afsøgning af betydninger i arkivets materiale.

At søge i arkivet efter sammenhænge kan også sammenlignes med processen i dérive. Dérive er et begreb, der blev defineret af situationisterne og af Guy Debord er blevet betegnet som en uplanlagt tur gennem et bylandskab, der styres af de følelser, omgivelserne vækker i den enkelte person, hvis primære formål er at kortlægge og undersøge områdernes psykogeografi. Undersøgelsen af et arkiv vil forblive ligeså ufuldendt som den kortlægning af en by, der opstår ved at den enkelte bevæger sig rundt i byen. At bevæge sig i arkivet er en slags vandring på må og få, hvor de oplysninger, man finder frem til, er fragmenter i en mængde fortællinger. Arkivet er historiens psykogeografiske landskab, hvor mulighederne synes uendelige.

Elsebeth Jørgensen arbejder med arkivet som materiale. Hendes projekter handler ofte om at afsøge fragmenterede sammenhænge i et givent arkiv, som afkaster historier, billeder og oplysninger, som er arkivets fokus og de mennesker, der har stået for indsamling af arkivets materiale. Det er blevet Jørgensens metode at ”vandre” i arkivet i uger, måneder og årog finde frem til nye oplysninger og nye vinkler på et faktuelt materiale, der først opstår som billeder og fortællinger, når materialet indgår i sammenstillingen mellem fakta og fiktion og kunstnerisk dokumentation.

Metoden kan minde om den metode, der blev anvendt af den tyske kunsthistoriker Aby Warburg (1866-1929), da han konstruerede sit berømte Mnemosyne Atlas i 1924-29. Warburg anvendte både en associativ og akademisk metode, der i opposition til hans samtids gængse lineære stilhistorie frembragte en rumlig historisk fortælling, der på en gang var både kaotisk og disciplineret.  Mnemosyne Atlas var et kunsthistorisk ”atlas”, en kortlægning over motiver, i form af en serie billedtavler som bestod af collager af klassiske motiver, deres gentagelser og forandringer fra blandt andet Renæssancen og fra Warburgs egen tid. Mnemosyne henviser til den græske gudinde af samme navn, som var gudinde for erindringen og for erindringens kunst. Hun var mor til muserne, som tilsammen var beskyttere for musik, digting og siden for kunst og videnskab.

Mnemosyne Atlas, der var planlagt til at bestå af et antal mellem 60 og 70 billedtavler, blev aldrig færdiggjort men skulle i følge Warburg selv være en visuel præsentation af ”mellemrummets ikonografi”[2]. I atlas’et beskæftigede Warburg sig med nedarvede udstryksværdier og det kan derfor siges at fungere som et visuelt arkiv for kulturhistorien set gennem kunsten.

I modsætning til megen anden kunsthistorie i Warburgs samtid fokuserede han i sit billedarkiv på følelsernes udtryk og ikonografi. Hans interesse spredte sig fra artefakter fra antikken til renæssancens kunst og til primitive kulturers visuelle fremstilling, datidens reklamebilleder og astrologiske billedfremstillinger. Mnemosyne Atlas var en visuel kunsthistorisk fortælling, som fra et nutidigt perspektiv måske har mere tilfælles med et kunstprojekt. Fra et videnskabeligt perspektiv gav det plads til noget så usædvanligt i den henseende som associative metoder, intuition og følelser. Det havde derfor en ikke-konform ekspressivitet og var en mere og flertydig erindring af kunsten.

Unpacking My Library / Jeg pakker mit bibliotek ud

Den på engang videnskabelige, intuitive, associative og personlige tilgang til data i arkivet er et udgangspunkt for Elsebeth Jørgensen, der siden 2001 har beskæftiget sig med den arkivæstetiske praksis og dermed også med erindringen og fortolkningen af erindringen.

Det er dog et andet sted kunstneren tager sit udgangspunkt i sit første reelt udfoldede arkivæstetiske projekt Unpacking My Library eller Jeg pakker mit bibliotek ud, der påbegyndtes i 2000. I den nærmest programmatiske tekst fra 2003, der følger Unpacking My Library, skriver Elsebeth Jørgensen, at et vigtigt fokus i hendes kunstneriske produktion er en undersøgelse af, hvordan erindringen produceres ”som et konstant flow mellem kulturelle og personlige processer”. Hun er især optaget af at arbejde med ideen om hvordan den kulturelle erindring og det arkiviske rum er konstruktioner som indeholder potentielle fiktionsdannelser. Således etablerer hun samtidig en rumlig og subjektiv præsentation af fortællingen og ligger sig dermed op ad Warburgs opgør med den lineære (stil)historieskrivning og tekstsprogets suverænitet, som stadig er et dominerende princip i historiske præsentationer.

Unpacking My Library er i sin form  et flerdelt billedkunstnerisk projekt, der reflekterer over biblioteker og bogsamlinger som kulturelle betydningsrum og samtidig ser på bogsamleren som figur. Der er i alt 11 kapitler, hvor de fleste er udformet i foto, video, digitale billedbearbejdninger, printed matter, med mer. Der er tale om 11 forskellige værker under den samme projekttitel, som er lavet til forskellige udstillinger. Alle projekter handler om den personlige drivkraft i samlingen og tager ofte udgangspunkt i den sammenhæng, hvor kunstneren skal udstille eller befinder sig. Dette kommer klarest til udtryk i Unpacking My Library # III: Love Affairs of a Bibliomaniac, som sammenstiller billeder fra kunstnerens eget fotoarkiv (af utilgængelige biblioteker og private bogsamlinger) og en bearbejdet version af den amerikanske forfatter Eugene Fields selvbiografiske roman Love Affairs of a Bibliomaniac fra 1895.

Den personlige og faktuelle fortælling (den litterære selvbiografi og affotograferingen af bogsamlingers rum) sammensat med kunstnerens egen visuelle dokumentation bliver her introduceret og er motiver og temaer, der bearbejdes i senere arbejder. Fotografierne af biblioteker og bogsamlinger følger det faktuelle spor, idet der er tale om nøgterne registreringer uden fortolkningens lag. Fortolkningen opstår i mellemrummet og sammenstillingen mellem de registrerende billeder og lydsidens personlige fortælling. Det biografiske litterære perspektiv (ved Eugene Field) og bogens direkte henvisning til bogelskeren peger på bogsamlingens personlige nerve og struktur og den subjektive og lystbaserede tilgang til det at samle på bøger samt indsamle og organisere viden. Dette kan, som Warburgs Mnemosyne Atlas samtidig ses som et opgør med ideen om en objektiv historieskrivning i museale og arkiviske samlinger, fordi arkivaren/samleren/den bibliofile baserer sin indsamling på personlig motivation.

Unpacking My Librarys fokus på udvekslingen mellem kulturelle og personlige processer afspejles i selve titlen, der er en direkte anvendelse af titlen på en artikel af Walter Benjamin af samme navn. Artiklen Unpacking My Library[3] er fra 1931 og handler om at samle på bøger med udgangspunkt i Benjamins egen bogsamling. Teksten er en personlig jeg-fortælling, hvilket understreger det subjektives indflydelse på en samlingsstruktur; præcist som Jørgensen bruger sin egen fotosamling af bøger og bogsamlinger som udgangspunkt for installationen.

Benjamin sammenligner i artiklen det at samle med at forny eksistensen. At samle er dog blot en fornyelsesproces ud af mange. En anden kan være at bemale ting, klippe ud eller kopiere, skriver Benjamin. En metode, der karakteriserer collagen, montagen og reproduktionen, som Benjamin i andre sammenhænge beskæftiger sig med. Han sammenligner disse praksisser med barnets gøremål, men det er ikke det barnlige aspekt, der skal fremhæves her. Det er derimod den kunstneriske metode, collagen og montagen, der blev  anvendt af Benjamins samtidige, dadaisterne John Heartfield, Hannah Höch og Raoul Haussman omkring 1920.

Collage/montage er en indholdsbaseret formel metode og konceptuel præsentationsæstetik, der står centralt i Elsebeth Jørgensens kunstneriske praksis. Hendes metode er også en proces, der kan siges at handle om at forny eksistensen, idet der anvendes fragmenter, der i nye sammenstillinger skaber nye betydninger. Begrebet montage forbindes ofte til film, mens collage, som sådan set er det samme, forbindes til det to-dimensionelle billede, der består af billedfragmenter. Begge metoder er almindeligt anvendte i den visuelle kultur og har i billedkunsten været grundlæggende i forhold til definitionen af et nyt værkbegreb – det produktionsæstetiske (med rødder i avantgardebevægelserne i 1910’erne og 1920’erne)[4].

I den kunstneriske praksis i dag knyttes montagebegrebet typisk til video- eller installationskunsten, der benytter sig af en fragmentarisk fortælleform. Det installatoriske værk kan indeholde alle former for visuelle fragmenter fra film og fotos til tekst og objekter, til tale og lyd. I Elsebeth Jørgensens værker er rumlige montager, hvor fortælle-fragmenterne tilsammen skaber den mere eller mindre sammenhængende fortælling. Montageformen beskriver netop Jørgensens kunstneriske tilgang til arkivet og kunstneriske præsentationer, som både i form og indhold primært benytter sig af rumlig sammenstilling af forskelligartede fragmenter, med fotografiet, filmen, lyden og tekst som bærende virkemidler. 

 

Cinemagic Tour

Fornyelsen af eksistensen er i høj grad også omdrejningspunktet for det følgende serielle projekt Cinemagic Tour, der blev påbegyndt i 2003. Projektet tematiserer filmarkitekturens forsvinden i forhold til den kollektive erindring om biografen og dens sociale og æstetiske betydninger. Projektet er baseret på kunstnerens visuelle dokumentation af biografer og research i arkiver i Tyskland, Finland, Danmark, USA, Letland, England, Lithauen og Skotland.

Motivisk fokuserer Cinemagic Tour på affotograferingen af disse enten forladte eller omdannede biografer. Biograferne er en form for ruiner, der for nyligt har dannet rammen for vores erindringsproduktion og forbrug af levende billeder. De kan fungere som tegn, der peger på den tabte tid, en forsvunden kultur og en ny type ikonoklastisk situation, som nu genforhandles i Elsebeth Jørgensens optik. De lukkede biografer henleder opmærksomheden på kulturel forandring i den vestlige kultur og det er netop denne sociale og kulturelle forandringsstruktur, der bliver udgangspunktet for Jørgensens undersøgelser.

Cinemagic Tour startede i første omgang som et fotodokumentarisk projekt, men kom hurtigt til at handle om en form for indsamling og registrering af en manglende kulturhistorisk dokumentation af forandringen. Jørgensen undersøgte i arkiver og gennem dialog, hvad folk følte ved tabet af biografen og dermed også ved forsvindingen af de kulturelle betydninger, der var knyttet til den lokale biografs eksistens og lukning. Denne fortælling bliver et omdrejningspunkt i værket Cinemagic Tour #II: Scenes from an Imaginary Place.

Dette projekt finder sted i Huntly i det Nordlige Skotland og er langt mere end blot fotodokumentation af en svunden tids nedlagte biograf. Det er såvel et dokumentarisk som et arkivbaseret  projekt, der undersøger forandringernes strukturer med udgangspunkt i den personlige og kollektive oplevelse og forståelse af tab, glemsel og forandring. Det består af  fotografier af biografen, som Jørgensen som den første i 20 år fik lov at fotografere, foruden lydværker med en lang række vidnesbyrder, bl.a. fra biografens filmoperatør Gordon McTavish. Desuden indgår videoværker, avisudklip og arkivdokumenter i form af breve, båndede samtaler, museumsregistranter i præsentationen som en slags spor på forhandlingen mellem kunstneren og kulturarvsstyrelsen i Aberdeenshire.  Værkpræsentationen dokumenterer tilsammen en nærmest aktivistisk forsinket reaktion på biografens nedlæggelse, som opstod i forbindelse med kunstnerens researchophold. Udstillingen af Cinemagic Tour # II: Scenes from an Imaginary Place bestod af tre dele: dels i det lokale bymuseum, hvor Jørgensen viste video- og lydværker, arkivdokumentation og artefakter, dels et performativt arrangement, hvor fotografierne af biografens indre blev afsløret for offentligheden, og dels en filmprojektion af den gamle biografs indre rum på den ydre biografs facade.

Den ruinøse stemning, der hviler over de lukkede biografer, bliver et aktivt element i Jørgensens research af fortidens biografer. Som de fremstår i landskabet som rester af gamle bygninger: templer, borge, tårne, teatrer, vidner ruiner ofte om fortidens storhed og fald. De er vidnesbyrder om tabte tider og civilisationer, om magt og penge, om tro, illusion og underholdning. Den nedlagte og forsømte biograf bliver den nære fortids ruin. Som det græske teater vidner biografen om et sted, som har været et kulturelt og socialt samlingssted. Den lokale biograf var et sted, hvor folk mødte verden såvel som fantasien og fik fælles oplevelser med betydning for deres relation til verden. Som sådan var den lokale biograf en stærk kulturel såvel som social markør, der på mange måder var med til at skabe en fælles lokal identitet. Lukningen og forseglingen af biografen, som det er tilfældet i Huntly, indeholder et væld af betydninger i forhold til lokal forankring og fælles identitet. Reaktionen indeholder på en gang en nostalgisk fastholdelse af fortiden og samtidig en synliggørelse af fratagelsen af en fælles identitet, idet tilgangen til dette sociale og kulturelle rum og dermed fællesskab ikke længere er muligt. Værket Cinemagic Tour # II: Scenes from an Imaginary Place, som det vistes i Skotland, 2006 og senere på Museet for Samtidskunst, Roskilde, 2010 fungerede som en slags hypotetisk arkæologi i det større kollektive filmruinøse landskab som Jørgensen over lang tid har iagttaget. Et kulturelt landskab hvis geografi ikke længere er lokalt bestemt og hvor stedernes sociale rum har den markante forandring til fælles.

Cinemagic Tour handler i høj grad om en verden i forandring og den identitetskrise, der mange steder er opstået i skiftet fra det lokale til det globale. Det senkapitalistiske paradigmeskift, hvor en ny økonomisk, politisk og global  orden ændrer kulturer og samfund og hvor det lokale samfund er i en proces, hvor det må redefinere sig selv og skabe en ny forståelsesramme.

 

Crystal Palace: Notes from the Archive

En helt anden poetisk tone finder man i projektet Crystal Palace: Notes from the Archive, der blev påbegyndt i 2009. Som Cinemagic Tour tager det også udgangspunkt i en periode præget af kulturelt paradigmeskift, men her er det på trinnet til den kapitalistiske moderne verden i midten af 1800-tallet. Jørgensen fokuserer i værket på den danske brygger og grundlægger af Carlsberg J.C. Jacobsen (1811-1887) og hans fascination af væksthuse, der havde Crystal Palace i London, tegnet af Joseph Paxton, som forbillede. Crystal Palace var et glaspalads, der blev bygget i Hyde Park i London for at huse verdensudstillingen i 1851. Verdensudstillingen havde til formål at vise den nyeste teknologiske udvikling i den industrielle revolution, og var som sådan en hyldest til fremskridtet. Glasarkitekturen optog J.C.Jacobsen og i 1874 opførtes Palmehuset – et lille Crystal Palace - i Botanisk Have i København med bryggerens økonomiske og politiske støtte. Derudover opførte han flere mindre private væksthuse på Carlsberg grunden. I Crystal Palace: Notes from the Archive ser kunstneren generelt på Jacobsens samtids interesse for vækst i reel og symbolsk forstand. Palmehuset og de øvrige væksthuse symboliserer en indflydelsesrig privatpersons interesse for samfundsmæssig vækst, men er også specifikke centre for den naturvidenskabelige forskning, der foregik på Carlsberg.

Palmehuset bliver således et tegn på drivkraften i Carlsberg som en del af den industrielle revolution i Danmark. Bryggeren var interesseret i begge former for vækst, hvilket kommer til udtryk i tekst- og billedfragmenter fra Carlsberg arkivet. Billedsiden i Crystal Palace: Notes from the Archive består af kunstnerens egen fotografiske dokumentation fra den utilgængelige del af haven på Carlsberg, som engang udgjorde bryggerens private botaniske have. Her har hun fokuseret på stederne som skal omlægges, nedrives eller bevares på grund af  stedets fysiske, firmastrukturelle og økonomiske forandring. Dertil indgår fotografier af det fysiske arkiv samt indsamlet visuel og tekstuel arkivdokumenter og historiske optegnelser vedrørende haven og forskningen fra Carlsbergs. 

Arkivet præsenteres her som det historiske rum, hvorfra viden hentes.  Stedets prægnante tilstedeværelse i billedsiden er væsentlig, idet den peger på en rumlig, ikke lineær historiefortælling, der gemmer sig i arkivets skuffer og skabe. En rumlig logik, der minder om internettets muligheder for at søge information, dog med den fysiske tilstedeværelse, bevægelse og den tidslige varighed  som afgørende faktorer.

Lydsiden består af montageoplæsning af breve og rapporter fra arkivet og suppleres af tekstfragmenter af den russiske forfatter Fjodor Dostovjekskijs (1821-1881) roman Kældermennesket fra 1864. I Kældermennesket karakteriseres en person, der på mange måder må formodes at være J.C. Jacobsens modsætning. Hovedpersonen, bogens jeg-fortæller, beskrives som forbitret over tidens herskende naive tro på fornuften, fremskridtet og individualismen. Han mener mennesket dybest set er irrationelt og handler ud fra følelser, luner og kedsomhed. Med inddragelsen af Dostojevskis romanfigur tillægges fiktionens lag det ellers dokumentariske projekt og tilføjer således en betydningsmæssig dimension, der opstår i sammenstillingen af fakta og fiktion. Kældermennesket er med til at bryde den optimistiske tro på videnskaben, den industrielle udvikling og fremtiden, som ellers er implicit i den arkivdokumentariske fortælling om J.C. Jacobsen. Den misantropiske figur (kældermennesket) står i opposition til tidsånden men afspejler samtidig tidens kritiske stemme, eller skeptikeren, som ikke drømmer om eller fejrer fremskridtet. Dostojevskis fortælling har fået den rolle i forhold til værkets nutidige optik, at den bryder med fejringen af det kapitalistiske projekts fremskridtstro og den industrielle progressive figur som noget udelukkende positivt. Den skeptiske karakter i værket spørger til bagsiden af fremskridtstroen, dengang og nu.

Crystal Palace: Notes from the Archive  er ikke et forsøg på at fejre bryggerens omfattende bidrag til det danske samfund, videnskab og kulturliv, men heller ikke det modsatte. Derimod er værket en æstetisk undersøgelse af selve modsætningens natur og modsatrettede tendenser i mennesket, der viser sig som kompleksiteten i ethvert samfund. Den positive tro på forandringen som noget progressivt og skepticismen overfor forandringen i vores samfund som en trussel. Rationaliteten, troen på fremtiden og fremskridtet modstilles det irrationelle, pessimismen, selvhadet eller apati, som umuliggør eller forsinker en realisering af den positive drøm. De to figurer repræsenterer henholdsvis erindringen (den officielle historieskrivning) og fortrængningen (den undertrykte historieskrivning) i mere end en forstand, og producerer tilsammen en associativ og vidensbaseret samfundsanalyse, der som hos Warburg balancerer mellem følelse og fornuft.

Crystal Palace: Notes from the Archive er en poetisk refleksion af kulturelle og personlige processer fra en tid hvor fremskridt og forandring var centrale tendenser i samfundet, men hvor også disse værdiers modsætninger eksisterede som fremskridtets og forandringens antitese. Dette paradoks synliggøres i de to personligeskildringer, den ene dokumentarisk og den anden fiktionel, der til sammen udgør en kompleks fortælling om kulturel og menneskelig udvikling, om ønsker og konflikter, bevaring og forandring i et samfund i en brydningstid.

Omstændigheder, der ikke tilstrækkeligt lader sig belyse via historisk dokumentation fra det arkiviske rum, men må tilføjes fiktionens æstetiske og poetiske lag for at etablere en åben og flertydig refleksion og fortolkning af en tid.

 

Arkivet som erindring og forskydning

På denne grænseflade mellem fakta og fiktion opstår fortolkningens åbne muligheder i Elsebeth Jørgensens værker. Værkerne bygger på de tydelige og konkrete observationer, som man finder i arkivet, men synliggør i sammenstillingen mellem fakta og fiktion, de latente data, som ikke kan konkretiseres i nogen repræsentation som andet end abstrakte betydninger. Der er derfor tale om erindringer, der forskydes ind i abstraktionens rum, i en fortælling, der hele tiden balancerer på grænsen mellem det reelle og irreelle.  

Elsebeth Jørgensens værker er et forsøg på at undersøge de æstetiske og eksistentielle paradokser, der findes i fortiden og nutiden og som ikke lader sig registrere som fakta. Det ekstremt faktuelle i arkivet udfoldes i sammenstillingen med fiktionen og kunstnerens egen visuelle kortlægning og åbner for nye fortolkninger af tider, steder og mennesker. Gennem kunstnerens iagttagelser og selektion af stof i arkivet og den instrumentale fortolkning af historiske dokumenter gennem montagefortælling og fiktion frisætter hun både erindringen og fortrængningen.  Som psykogeografen, psykoanalytikeren eller arkæologen synliggør kunstneren det usete eller det endnu ikke kendte.

Erindring og fortrængning er måder for den menneskelige psyke til at bearbejde oplevelser på. Hvis der arbejdes med begge kan dette skabe forståelse for de forandringsprocesser, vi til enhver tid udsættes for i samfundet og i vores personlige udvikling. Et arkiv indeholder både samfundet og menneskers erindringer og fortrængninger. I arbejdet med arkivet kan man finde begge dele. De skrevne og uskrevne historier eksisterer her og er indbyrdes afhængige aspekter som i et erindringens rum. De eksisterer som orden og kaos og kan findes frem gennem rationelle såvel som intuitive og associative praksisser af den, som søger i arkivet.

Elsebeth Jørgensens søgen i arkivet er præget af både det rationelle og det irrationelle i en sansebåret nysgerrig vandring. Hun søger både med forskerens nøgterne metodik og med kunstnerens blik og intuition i en langstrakt og meget sammensat udvælgelsesproces. Værkerne fremstår som fragmenterede fortællinger i rumlige montager, der afspejler erindringsrummet såvel som det arkiviske rum. I værkerne fremkommer nye måder at se historien på og nye spørgsmål opstår gennem kunstnerens æstetiske perspektiv. Nye perspektiver og nye historier er med til at forny eksistensen, hvor selve grænsefladen mellem to forskellige sæt data, det tydelige og det latente, i en eller anden forstand synliggøres i nyt  rumligt format og kan iagttages på anden vis end i det historiske arkiv.